Crap Monsieur - eksistentielt dansk/fransk crapolé

I 24/7s frankofile weekendprogram Croque Monsieur interviewede radioværten Morten Lindberg, og hans medværtinde Julie Jeunes, Lars Muhl. Vi ved alle sammen, at Lars Muhl er mystiker, musiker og meget andet, men mage til pinlig illogik og tømmermændssnak skal man simpelthen lede længe efter. Jeg kunne bruge kilometervis af spalteplads på at opremse, én efter én, de forvrøvlede slutninger trioen kastede op i æteren, men nu tørrer jeg lige mit tastatur og nøjes med - for alles skyld - at servere de værste af dem. Morten starter med at referere til en kommentar som Muhl kom med i sidste uge om de erkendelser som man tillader sig at få… SÅ gik det galt! Uden den mindste tøven så Muhl set snit til, med lysets hast, at tromle hen over naturvidenskaben og dens mangler og, i samme åndedrag, skamløst skamfortolke store videnskabsmænd som Niels Bohrs, Max Plancks, David Bohms og Albert Einsteins videnskabelige funderinger og opdagelser ud i det metafysiske. Det er trist, at en mystiker, der selvfølgelig har en aktie i at gøre fysikken `mystisk´ og `metafysisk´, får ætertid til at misbruge store naturvidenskabsfolks udtalelser, så de fremstår som en erkendelse af guds eksistens. Det er han selvfølgelig, i diskussionens og filosofiens hellige navne, i sin gode ret til. Men, hvis det er hans udtalelsers eneste berettigelse, så kan hvem som helst stå i æteren og sige hvad som helst. Muhl fortsatte sin gudpromoverende salgstale ved at anfægte ateisters ateisme med det pseudo-argument som mange ikke-ateister anfægter ateisters ateisme med - nemlig at det bare handler om ateisternes definition på gud. HVA´ BEHA´R?! Derefter gik han direkte videre til at skambøje Max Plancks udtalelse om, at han mente ”bag alt skabt står der en overordnet intelligens, der styrer alt”. Muhl tog det på sig, at definere (for Max Planck) at ved ”overordnet intelligens”, må Planck have ment ”det man kan kalde gud”. For at blive i den naturvidenskabelige, fysiske verdens jargon vil jeg sige, at i Muhls argumentation, blev der taget nogle ordentlige og ikke helt reglementerede kvantespring, både logisk og semantisk set. I virkeligheden kan man definere hvad som helst som hvad som helst. Hvor mange ben har en hund, hvis man kalder hælen et ben? 5, så?! Hvordan definerer…eller fortolker...eller hvad-han-lige-gør...Muhl lige ”overordnet intelligens”? Kan det ikke bare være naturen, fysikken eller evolutionens gang, der kan mere end han eller videnskaben umiddelbart forstår? Hvordan definerer han også lige ”styrer alt”? Kan det ikke `bare´ være fysikkens og matematikkens regelmæssigheder, som selv de største tænkere, blandt mennesker, er for `dumme´ til at fatte? Det bringer os ikke nærmere sandheden om noget som helst, at vi sløser sådan med definitioner og fortolkninger. Hvis vanrøgtelsen af naturvidenskaben, sproget og selveste gud ikke var nok, så går Muhlen skridtet videre, når Jeunes beder ham gentage sin definition på gud, og siger, at den definition på gud, som han lige havde sløset sig til også var Max Plancks definition. Aner han overhovedet hvordan Max Planck definerede gud?! Det tror jeg næppe...men definitionsmagten er desværre et let offer. Gud hjælp os…og Max Planck...og metafysikken! Til sidst slutter han af med en tur ned af endnu et sort hul, med et anekdote om hvordan hele verden bøjede sig for Einstein, mens Einstein selv bøjede sig for en bulgarsk mystiker. OH. MY. GOD! Det han fortalte udtrykte jo heller intet andet end at naturen, altså livet og fysikken, er mangfoldige – og at Einstein var fascineret af en bulgar. At menneskehedens største tænkere - hvilket nok ikke siger så meget i det store hele, med de enorme begrænsninger menneskelig intelligens har - ikke kan fatte halvdelen af det der foregår i fysikkens verden og vælger at sige ”at der må være noget mere", er måske en uforvarende erkendelse af netop deres egne intellektuelle begrænsninger. Desuden er det endnu ét i en lang række eksempler på, at når menneskers forståelse af omverdenen kommer til kort, så griber de til at tilskrive det, de ikke forstår, ”guds værk” eller "en højere magt" af en eller anden art. Fordummende, unuanceret og uudholdeligt at høre på, er det. Hvor kunne det være rart, hvis disse mennesker, i stedet for, tillod sig at erkende, at det måske bare er deres fatteevne der ikke rækker helt ind i himlen. Metafysiske betragtninger er vigtige for vores forståelse af den verden vi lever i, men hvis de skal bidrage konstruktivt til vore forståelse, er det vigtigt, at de ikke bygger på skamtolkninger, pseudoargumenter og løse slutninger vedrørende videnskabelige tekster og tanker, i et desperat forsøg på at bekræfte eksistensen af en højere magt - og dermed egen tro. Netop den tendens bidrager til at vi kommer længere væk fra en fælles forståelse af verdenen og dermed hinanden, da diskussionen kommer til at blive styret - og forstyrret - af egne subjektive dagsordener, i stedet for saglig, objektiv, kritisk tænkning, som er og forbliver det sted hvor vi mennesker, trods alt, har største chance for at finde den sandhed, der skal samle os.